HEJ, JEG HEDDER JACOB TINGLEFF

Jeg er stand-up komiker, manuskriptforfatter og fraskilt far til to dejlige drenge. Siden 1996 har jeg levet udelukkende af at fortælle historier, og det er jeg meget stolt af.

Du kender mig måske fra showene Ulige uger, Guide til parforhold, Pyt med skjorten, Farvelagte frustrationer og/eller Den ægte vare. Måske gør du ikke. Jeg går mere op i at være nysgerrig på livet, samtiden og mennesker end i at være kendt.

I 2015 blev jeg nomineret til Årets Komiker for showet Ulige uger, der handlede om, hvordan jeg kom videre efter min skilsmisse.

Jeg var den første stand-upper der blev (godt) anmeldt i DR2’s Smagsdommerne og den første til at opføre et onemanshow på Det Kgl. Teater.

Om mit tidligste onemanshow - Pyt med skjorten - skrev en anmelder: ”Man kunne fristes til at kalde ham en ny, ung udgave af Niels Hausgaard. Blot skarpere, uden guitaren og med langt bedre timing.” Det var i 2006 og jeg er kun blevet bedre siden. Det er Niels sikkert også, og jeg nævner udelukkende sammenligningen fordi den gør mig glad.

Hvis du har lyst til at se mig i aktion, kan du klikke på DOWNLOAD SHOWS og finde videoklip under hvert enkelt show. De taler for sig selv.

Skulle du derefter få lyst til at booke mig, kan du skrive valdemar@comedyklubben.dk.

Kærlig hilsen
Jacob